Foreningen
- Vedtægter
- Bestyrelsen
- Medlemskab
- Vision/Mission
- Historie
Foreningen Silkeborg Net Gruppes reviderede vedtægter
§1 Foreningens navn og hjemsted
Silkeborg Net Gruppe Silkeborg.
§2 Foreningens formål
- At samle og organisere computerinteresserede fra Silkeborg og omegn i brugen af computere i spillenetværk.
- At fungere som et samlingspunkt omkring hvilket medlemmerne kan organisere sig til mindre spilletræf.
- At stille netværksudstyr til rådighed i de ovennævnte arrangementer.
- Jævnligt at afholde store spilletræf for medlemmerne i lokaler stillet til rådighed af enten kommunen eller medborgerhuset.
- At samarbejde med lignende klubber og foreninger i andre byer.
§3 Medlemmer
- Som medlem kan optages alle interesserede. Dog forpligter foreningen sig ikke til at stille udstyr til rådighed for enkeltpersoner.
- Optagelse af medlemmer kan ske ved enten fremmøde ved et træf eller ved kontakt til foreningens kasserer.
§3.1 Eksklusion af medlemmer
Et medlem kan ekskluderes såfremt dette:
- Gentagne gange overtræder regelsættet for deltagelse ved foreningens træf.
- Opfører sig respektløs overfor andre medlemmer og derved skader foreningens sociale samvær eller foreningens udvikling.
- Udøver hærværk på enten privatpersoners eller foreningens udstyr.
- Eksklusion af et medlem skal vedtages af mindst 2/3 af den samlede bestyrelse med stemmeret.
- Denne beslutning kan hvis det ønskes optages på en generalforsamling.
§4 Bestyrelsen
- Foreningen ledes af en bestyrelse på 6 medlemmer bestående af: En formand, En kasserer, Fire bestyrelsesmedlemmer
- Bestyrelsen vælges til de enkelte poster ved den årlige generalforsamling. Formand og Kasserer vælges for to år ad gangen på skifte.
- På generalforsamlingen vælges endvidere op til tre suppleanter og to revisorer for et år ad gangen.
- Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningen og sørger for tilrettelæggelsen af foreningens arrangementer.
- Såfremt bestyrelsen finder det nødvendigt har denne mulighed for at indsupplere op til 1 person uden at skulle afholde ekstraordinær generalforsamling.
- Ved eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende den daglige ledelse har bestyrelsen det sidste ord.
§4.1 Tegningsret
- Foreningen tegnes af den samlede bestyrelse eller under ansvar overfor denne af formanden og kasseren. Bestyrelsen eller på dennes vegne formand og kasserer kan meddele fuldmagt.
§5 Kommunikation
- Foreningen kommunikerer primært med medlemmerne gennem hjemmesiden på http://www.silkeborgnetgruppe.dk eller http://sng.dk.
- Medlemmerne har ingen aktindsigt vedrørende bestyrelsens interne kommunikation.
- Bestyrelsens interne kommunikation foregår via elektronisk og/eller telefonisk kontakt og er hvis andet ikke er vedtaget af 2/3 af bestyrelsen fortroligt.
- Hjemmesiden administreres til dagligt af sekretæren.
- Foreningens medlemmer kan på hjemmesiden indhente information om foreningens arrangementer, læse og opsætte opslag på foreningens opslagstavle og gennemgå medlemslisten.
- Derudover kan udefrakommende på hjemmesiden indhente informationer om foreningen og de nødvendige kontaktadresser.
- På foreningens opslagstavle skal der holdes en sober tone og ikke forekomme anstødende sprog.
§6 Generalforsamling
- Foreningens regnskabsår løber fra den 1. Januar til den 31. December.
- Hvert år i februar afholdes den ordinære generalforsamling der er foreningens øverste myndighed og som med almindeligt flertal kan træffe alle afgørelser foreningen vedrørende.
- Der kan kun aflægges stemme ved personligt fremmøde.
- Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske med mindst 20 dages varsel og forslag skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.
- Dagsorden for generalforsamling er som følger: Valg af dirigent, Formanden aflægger beretning, Kassereren fremlægger det reviderede regnskab, Fastsættelse af kontingent, Indkomne forslag, Valg af bestyrelsesmedlemmer, Valg af revisorer, Eventuelt
§7 Økonomi
- Foreningens primære udgifter vil være i forbindelse med de store arrangementer og anskaffelsen af nyt udstyr.
- Derfor udgør det helårlige medlemskontingent et symbolsk beløb, men til gengæld vil der blive indkrævet særlige deltagelsesgebyer i forbindelse med fællesarrangementer.
- Udgifterne omkring indkøb af nyt udstyr vil foreningen primært forsøge at dække ved sponsorater og indtægter i forbindelse med træf. Der kan dog ved en generalforsamling blive vedtaget at opkræve et ekstraordinært medlemsgebyr til indkøb af nyt udstyr.
§8 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes såfremt bestyrelsen ønsker det eller 25% af medlemmerne giver skriftligt udtryk herfor.
§9 Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer kan ske på generalforsamlinger og skal vedtages af et flertal på 2/3 af de stemmeberettigede fremmødte.
§10 Opløsning
Opløsning af foreningen skal vedtages af et flertal på 2/3 af de fremmødte på to af hinanden følgende generalforsamlinger afholdt med mindst 1 måneds mellemrum. Foreningens aktiver og passiver tilfalder hermed diverse kommunale børne- og ungdomsinstitutioner og/eller lignende foreninger under Silkeborg Kommune.
Reviderede vedtægter vedtaget på generalforsamling d. 16. oktober 1999.